Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Skolebestyrelsesmøde 24 marts 2026

Dagsorden

Tirsdag d. 24. marts 2026 kl. 17.00 – 20.00

 

Deltagere:

Forældre: Berit Lykke Nielsen, Janni Wedderkopp, Karsten Jensen, Lise Hansen, Martin Bendix Eriksen, Mia Lind Kjærulff, Tenna Skinnerup og Carsten Vestergaard (suppleant)

Elever: Johan Kviesgaard-Thomsen og Lucas Jakobsen

Medarbejdere: Esben Velling Johansen, Victoria Hansen (afbud) og Astrid Julie Gravers Karlsson (suppleant) (afbud)

Ledelse: Morten Tipsmark, Trine Lund Kristensen, Lotte Møller Kristensen (afbud)

 

Mødeleder: Mia

Referent: Trine

 

1. Velkomst

Indhold: Godkendelse af dagsorden.

Ansvar: Mia, 5 min. (B)

 

Dagsorden er godkendt.

 

2. Meddelelser

Indhold: Orientering fra skoleledelse, elevrepræsentanter, formand og øvrige medlemmer.

Ansvar: Alle, 20 min. (O)

 

Der er i udskolingen blevet afholdt forårsbal, hvilket forløb i en positiv og dejlig atmosfære med betydelig opbakning fra både elever og forældre.

I forbindelse med lanceringen af skolens nye temaperiode gennemførte 3. årgang en danseoptræden som introduktion til temaet Kultur-retur.

Den 1. marts sagde vi velkommen til 31 førskoleelever, som påbegyndte deres overgang til skolen. De blev modtaget af indskolingen med sang og flagallé, hvilket bidrog til en festlig og imødekommende velkomst.

 

Skolen har deltaget i et fagligt oplæg ved Joakim Meyer, som både var relevant og inspirerende.

 

Aktuelt er vi opmærksomme på, at enkelte elever muligvis anvender såkaldte vapes i skoletiden, hvilket der følges op på i overensstemmelse med skolens retningslinjer.

 

Skolen har modtaget tre opsigelser: den pædagogiske leder, Lotte, pædagogmedhjælper, Sofie samt børnehaveklasseleder, Line. 

 

Processen vedrørende besættelsen af skolelederstillingen er igangsat. Der er nedsat et ansættelsesudvalg, og stillingsopslaget forventes offentliggjort umiddelbart efter påske.

 

Elevrådet har gennemført en hockeyturnering, som blev afviklet med stor succes og en positiv oplevelse for de deltagende elever.

Elevrådet har desuden foretaget en evaluering af forårsballet med henblik på at kvalificere fremtidige arrangementer.

Derudover har elevrådet deltaget i et klimatopmøde i Hadsten. Dagen blev vurderet som både udbytterig og inspirerende, og eleverne bidrog aktivt med perspektiver til kommunens klimaplan.

 

Janni orienterede om det kommende skolebestyrelsesvalg. Der er udarbejdet en informations­tekst om både skolebestyrelsens arbejde og selve valgprocessen, som udsendes via Aula. Valget gennemføres elektronisk på Aula frem til den 25. maj 2026.

 

3. Tilsyn med princip 9

Indhold: Skolens ledelse orienterer skolebestyrelsen om princippet opnår sit formål, samt hvor mange aftaler om brug af mobiltelefoner der er. Elevernes erfaringer med princippet inddrages i tilsynet via elevrådet.

Ansvar: Mia, 30 min. (O)

Bilag: Princip 9

 

Elevrådet har gennemført en dataindsamling blandt årgangene fra 3. klasse og opefter med henblik på at afdække, hvor mange elever der afleverer deres mobiltelefoner i skoletiden.

Der opleves generelt ikke udfordringer i relation til brugen af smartwatches på mellemtrinnet og i udskolingen. Dog har der været enkelte drøftelser med SFO-personalet om eventuelt at udsende en påmindelse til forældrene vedrørende princippet.

Overordnet vurderer skolen, at princippet fungerer tilfredsstillende og efterleves i det daglige uden væsentlige udfordringer.

 

Pause (inkl. forplejning), 30 min.

 

4. Budgetopfølgning, 1. kvartal

Indhold: Gennemgang af status på budget efter 1. Kvartals budgetopfølgning. Særligt fokus på udvikling i elevtal, antallet af segregeringer, ansættelser samt plan for tilbagebetaling af underskud.

Ansvar: Morten, 25 min. (O, D)

 

Morten gennemgår budgetopfølgning 1. 

 

Bestyrelsen udtrykker på længere sigt interesse for at få indblik i tildelingsmodellen for specialklasserne og vurdere, om ressourcetildelingen er i balance. Derudover ønsker bestyrelsen klarhed over, hvilke ressourcemæssige konsekvenser 03X‑tilbuddet medfører.

 

5. Timefordelingsplan

Indhold: Gennemgang af timefordelingsplanen for skoleåret 2026/2027. 

Ansvar: Morten, 20 min. (O, D)

 

Morten præsenterede timefordelingsplanen samt skolens overvejelser i relation til Undervisningsministeriets minimums- og vejledende timetal. Bestyrelsen godkender timeplanen, men udtrykker ønske om at blive inddraget tidligere i processen i det kommende skoleår.

 

6. Revidering af princip 6

Indhold: Gennemgang af forslag til nyt princip 6 samt evt. godkendelse.

Ansvar: Lise og Tenna, 30 min. (D, B)

Bilag: Udkast til princip 6

 

Princippet blev revideret. Tenna lægger den ændrede version ud i tråden sammen med referatet, så de ændringer vi lavede på mødet kan godkendes sammen med referatet. Der vil blive ført tilsyn med princippet enten forud for sommerferien eller umiddelbart i det kommende skoleår.

 

7. Skolefoto

Indhold: Drøftelse af og beslutning om hvordan skolefoto fremadrettet skal foregå, herunder beslutning om processen for at finde en ny udbyder såfremt dette ønskes.

Ansvar: Mia 10 min. (O, D, B)

 

Punktet drøftes på det kommende skolebestyrelsesmøde. Tenna har inden mødet gennemgået materialet fra skolens sekretær Camilla, og vil præsentere et oplæg vedrørende skolefoto, som danner grundlag for den videre beslutning.

 

8. Eventuelt

Indhold: Evt. fremtidige punkter til dagsorden 

Ansvar: Mia, 5 min. (O, B)

 

Næste møde: Onsdag d. 6. maj kl. 17.00 – 20.00

Næste formøde: mandag den 27. April kl. 16.00

 

Punkter til kommende møder:

  • Drøftelse i bestyrelsen omkring tema: Kommunikation og branding af skolen

  • Indsats for arbejdet med dyslektiske vanskeligheder 

  • IT politik oplæg – fokus på adfærd 

  • Godkendelse af ordensreglement

  • Gennemgang af mellemformer.